
Rugtortillas med laks
Jeg er fan af hurtig mad, og denne ret lever fuldt op til det. Samtidig ser det pænt ud og smager fantastisk.
Tilberedningstid: ca. 10 minutter
Det skal du bruge:
4 tortillas, jeg har brugt rugtortillas fra Levevis
1 pakke røget laks i skiver
1 pakke babyleaves
3 æg til røræg
Skyr eller cremefraiche
Balsamicoglace eller andet "syre"
Tørrede tranebær eller andet "sødt"
Tilbehør:
De sidste babyleaves
Vandmelon, eller anden melon
Tørrede tranebær
Saltristede græskarkerner
Sådan skal du gøre:
Læg husholdningsfilm på bordet og læg de fire tortillas i forlængelse af hinanden så de overlapper.
Smør skyr på hele overfladen og kom babyleaves ud over, gem lidt til anretningen. Lav tre streger balsamicoglace på langs af tortillarullen.
Læg laks på midten og røræg yderst på tortillarullen så det kommer til at ligge i midten når du begynder at rulle. Drys til sidst en håndfuld tørrede tranebær over.
Rul rullen sammen fra rørægssiden, rul den så hårdt du kan og brug husholdningsfilmen til hjælp.
Lad rullen trække mens du skær melon. Anret på et fad med babyleaves, melonstykker tranebær og saltede græskarkerner.






